LØRDAG D. 3. MAJ 2025 | KL. 11:00 - 13:00 | FREDERIKSBERG, DENMARK
OPLÆSNINGER, WORKSHOPS, BØRNE-BOGBINGO mm.
3. MAJ 2025 | KL. 11.00-13.00
LØVEHJERTE læse- og litteraturfestival på Frederiksberg har siden 2020 været en årlig bogfest for børn. Gennem oplæsning, workshops og kunstnerbesøg på lokale skoler har børn i kommunen mødt litteraturen og forfatterne, med læseglæde og kreativ skaberlyst som resultat. På festivaldagen har snesevis af børn fået lov at tage “litteraturen med hjem” i form af bogbingo-gaver doneret af mange forskellige forlag.
LØVEHJERTE afholdes igen den 3. 2025 maj på Biblioteket Frederiksberg, med oplæsninger og kreative workshops for de mindste. I dagene inden vil lokale skoleklasser blive inviteret indenfor til forfatterforedrag i salen. Det fulde program følger.
Visionen for LØVEHJERTE er at inspirere en bred målgruppe, vise mangfoldighed i valget af forfattere og udbrede litteraturen til børn og deres voksne. I alt har 57 forskellige af landets bedste forfattere og illustratorer fra hele Danmark besøgt LØVEHJERTE festivalen. I 2025 kan 11 nye forfattere og illustratorer blive tilføjet dette tal, i alt 68 forskellige personer. Der vil som altid blive afholdt en børnebogbingo, hvor man kan vinde bøger på dagen sponsoreret af diverse forlag på samme måde som de sidste fem år. At dele gavmildt ud af dyre børnebøger fra alle de bedste børnebogsforlag i Danmark er en måde at udbrede børnelitteraturen på Frederiksberg. Man får litteraturen med hjem i bogreolen!
LØVEHJERTE 2025 går nye veje, for at møde de unge læsere. Hvor der tidligere år har været huskunstnerforløb og oplæsninger på festivaldagen, udvider vi nu med oplæg for skoleklasser. Festivaldagen lørdag 3. maj vil fortsat være åbent for alle, men med et mere fokuseret program for de 3-7-årige.
Kenneth Bøgh Andersen læser op af Antboy (Målgruppe: For 9-11-årige)
Kathrine Assels læser op af Mester Ester (Målgruppe: For 10-14-årige)
Gunvor Ganer Krejberg læser op af Mirja 1 - De nye vinger (Målgruppe: For 8-10-årige)
Mette Finderup læser op af Lasse-Leif (Målgruppe: For 3-5-årige)
Karen Filskov læser op af Et perfekt insekt (Målgruppe: For 7-10-årige)
Eva Tind læser op af Evas ABC (Målgruppe: fra 3 til 7 år)
Kim Fupz Aakeson læser op af Jeg fortæller en krig (Målgruppe: For 7-9-årige)
Hanne Dagmar Raaberg læser op af Papirhjerter (Målgruppe: For 11-14-årige)
LIVE PlotCast med Hanne Dagmar Raaberg og Karen Filskov om figurdigte (Målgruppe: 15-85)
Der afholdes flere gratis workshops for børn på LØVEHJERTE 2024.
Vidste du, at ord og bogstaver kan blive til figurer og billeder?
Er du mellem 10 og 14 år?
Har du lyst til at "tegne" med ord og bogstaver?
I workshoppen skriver vi digte og leger med formen på teksten.
Måske skriver vi ordene i billeder og figurer, som viser det, der sker i digtene. Måske leger vi med, hvor på papiret ord og bogstaver skal stå.
Måske er der meget luft og kun få ord på dit papir.
Måske gør vi bogstaverne KÆMPESTORE eller bittesmå alt efter humør og stemning i dit digt.
Du behøver ikke at have skrevet digte før, bare du har lyst til at skrive, lege og "tegne" med ord, bogstaver og form.
Workshoppen tager 1 time, og du skal medbringe:
Blyant/kuglepen
Papir/notesblok
Workshopholder: Hanne Dagmar Raaberg
Vi folder et såkaldt evigheds-fold ud af et enkelt A4 ark. Det bliver kaldt sådan, fordi det kan åbnes på utallige måder og kører i et slags loop, der er ret fascinerende.
Du kan lave små ordspil eller vælge at tegne på siderne.
Kun fantasien sætter grænser for indholdet og sidder du fast hjælper jeg gerne med gode ideer.
Anbefalet aldersgruppe: 9-15 år
Antal deltagere: 12
Workshopholder: Lisa Strøander
Denne workshop er for alle mellem 7 og 14 år, som kan lide at tegne, eksperimentere og bruge sin fantasi. Vi skal male en masse kunstneriske penselstrøg og prikker, lade os inspirere af dem og skabe tegninger. - En prik kan måske blive til en kugle is i en kæmpe isdessert eller måske et mønster på en flot kjole. Måske kan et penselstrøg blive en båd fuld af vikinger eller måske stammen på et højt træ. Kun fantasien sætter grænser.
Workshoppen tager en time og der kan være Max 15 deltagere.
Man skal helst være iført tøj der kan tåle at få lidt maling på sig.
Underviser er den professionelle illustrator Pia Olsen.
Er du mellem 7-10 år, og elsker du at tegne drager?
Så grib en blyant, en tusch eller en pensel og masser af tegnelyst og kom til Dragetegning.
Alle er velkomne, både de helt uøvede og de, der har øvet sig lidt.
Workshoppen tager 1 time, og du skal medbringe:
Tegne- og malegrej og papir efter eget ønske.
Underviser: Jon Skræntskov